Stilheden ...

Den 30. marts er altid træls at skulle igennem - det er underligt at tænke på, at det for nogen er en lykkelig dag. Jeg forbinder den med rædsel, mareridt og smerte!
I år var det 4 år siden ... 4 år siden en voldsom oplevelse ramlede ind i mit (og resten af familiens) liv og ændrede alting på et split-sekund. Nogen mistede en datter, en svigersøn og 2 børnebørn - nogen mistede en søster, svoger og nevøer - og andre, som mig, mistede en veninde, en kusine og hendes familie... Tænk at noget kan være så voldsomt og uretfærdigt!
Mareridtet har sat sig spor i hele familien! Vi savner alle, vi sørger alle, vi er alle blevet påvirket på den ene eller den anden måde...
For mig har oplevelsen sat sig dybt i sjælen. Jeg har været helt nede og vende. Det har været hårdt - det er hårdt! Og det er uretfærdigt... Det er en oplevelse, jeg skal lære at leve med! Det er vigtigt, at livet går videre, - det gør det jo, om man vil det eller ej. Trafikken kører videre, fuglene synger, folk griner og snakker og er glade. Men vi skylder altså også dem, der ikke er her mere og som skulle væk alt alt alt for tidligt at leve vores liv og nyde det! Alt andet ville være utaknemmeligt...
Her 4 år efter kan jeg sige, at jeg lever mit liv igen! Hverdagen er ikke længere overskygget af det forfærdelige. Jeg er ligesom kommet ud på den anden side... Derfor er der jo ikke nogen, der er blevet glemt. Tværtimod vil oplevelserne og minderne altid leve videre - stærkere for hvert år, der går... Det er dejligt at mindes og glædes over de gode ting vi havde sammen! Det er dejligt at tænke på, at vi delte oplevelser med hinanden - jeg var en fortrolig... Hun elskede mig, som jeg elsker hende - og det er rigtig dejligt at tænke på!
Oplevelsen har været meget voldsom, den har sat sig spor - men jeg er godt på vej ud på den anden side :)