Vingeskudt

Så sidder jeg her ... De sidste dage har været underlige! Har du læst mit seneste indlæg, ved du, at det handler om ventetiden lørdag aften, imens Emil blev opreret for blindtarmsbetændelse...
Aldrig i mit liv havde jeg da troet, at det skulle vare så længe!!! 2½ time sad jeg på en seng og gloede ud i luften - fuldstændig ude af stand til at læse eller se tv eller andet. Desperat fordi signalet på min telefon var enormt dårligt. Jeg turde faktisk ikke engang gå på toilet af skræk for, at de ville ringe, mens jeg var derude...
Endelig ringede de og jeg kunne gå op til ham på opvågningen, der i weekendens anledning var på den ikke særlig hyggelige intensivafdeling ... Der lå han så min lille dreng! Med blå operationshat, slanger med ilt og de der hjerte dimser på brystet... Jeg havde mest af alt lyst til bare at tage ham og holde om ham, indtil han vågnede - men det måtte jeg ikke. Han ville have bedst af at vågne af sig selv, så jeg måtte pænt sidde ved siden af og nøjes med at kigge på ham i mørket - men det var nu også dejligt!

Der sad jeg så - i 2 timer og ventede (jeg kom jo selvfølgelig til at ae lidt på ham - men helt ærligt, hvem ville have kunnet lade være??) Sygeplejersken blev så enig om, at Emil var "gået i nat", hvilket jeg godt forstår!! Klokken var jo pænt mange! Vi fik ham vækket og DET var dejligt! Vi snakkede lidt og så blev vi kørt ned på stue 40.

Emil faldt hurtigt i søvn - og det forstår man jo godt efter sådan en omgang! Jeg derimod havde helt enormt svært ved at finde ro! Ja, det varede sådan set hele natten - FØJ man sover elendigt på sådan et sygehus!

Vi skulle blive på sygehuset fordi blindtarmen var perforeret, som det hedder - det betød, at der var betændelse uden om den og derfor skulle Emil i behandling med antibiotika. Så skal man blive i 3 døgn :( Så den vandt vi så!

Nå, men søndagen gik sådan pænt og hurtigt med masser af besøg! Farmand og Fie, de skønne mostre, de dejlige fætre og en enkelt onkel samt farmor og farfar var forbi for at klappe lidt på patienten, der faktisk tog det pænt. Da han havde fået nok, lagde han sig til at sove og så kunne gæsterne jo ligesom tage den og køre hjem igen :)) Humøret var klart bedre, men han var stadig ikke på toppen!

I forvejen er Emil en stille dreng - han taler ikke så meget... I disse dage er det meget udbredt, at han overhovedet ikke taler! Faktisk var sygeplejerskerne meget bekymrede, indtil jeg måtte fortælle dem at det er helt normalt, især da han ikke kender dem ;) De troede, han stadig havde meget ondt!

Et lille smil blev det dog til - dejligt !!!

I dag (mandag) er jeg blevet afløst af farmand ... hvilket da egentlig er dejligt! Det betød hjem og være mor for Fie, i bad og i nat kan jeg sove i min egen seng...

Det betød også, at Emil for første gang brød fuldstændig sammen! Han ville bare gerne med hjem! Han gad overhovedet slet ikke at være mere på det sygehus! Pyyyy - det var bare hårdt! Især fordi jeg jo har savnet Fie, som jeg ikke har været ordentligt sammen med siden lørdag eftermiddag! Hende ville jeg jo gerne hjem til, men hvor var det samtidig svært at skulle køre fra Emil!

Hvor er det bare nogen gange svært at være det der voksen!!! Kunne jeg dele mig i 2 og være lige meget ved dem begge 2, ville jeg gøre det!

Nu sidder jeg som sagt her - grådlabil og træt efter nogle rimeligt hårde dage! Kan godt mærke, at jeg har holdt "den gående" og virket overskudsagtig og alt det der mor noget! Nu hvor jeg er kommet her hjem - og for første gang siden lørdag aften er helt alene - kommer alle mulige følelser op i mig og jeg kan ikke rigtig styre det.... Og det her er bare på grund af en dum blindtarm!

Jeg har kaldt mit indlæg for "vingeskudt", for det er sådan, jeg føler mig! Jeg fungerer slet ikke optimalt nu, når 50% af mit afkom er nede... Håber snart min vinge heler, så jeg kan flyve lige igen :)

Om lidt vil jeg "hoppe i laderen" og forsøge at få batterierne op på 100% - eller måske må nogen i morgen nøjes med 80%, men det kan de vel også godt....