I højt humør og fuld af spillopper sendte jeg hende afsted mandag formiddag. Alt gik rigtig godt - tøserne hyggede sig og grinte og pjattede... lige indtil de skulle i seng, så meldte krisen sig. Vi klarede den over telefonen og endelig faldt de i søvn.
Flere gange i løbet af tirsdag havde jeg mindsten i røret - åhhh hun savnede sin mor. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, når jeg nu var de her 90-100 km væk... Vi fik da også talt hende til at blive endnu en nat - faktisk var hun pludselig fyldt af godt mod og hun lagde glad røret på. Den hellige grav var velforvaret - troede vi, lige indtil venindens far ringede og sagde, at nu kunne han altså ikke tage ansvar for det mere - hun var bare så ked af det :(
Der var ikke andet at gøre end, at jeg måtte afsted - i nattens mulm og mørke (det er altså meget mørkt kl. 19.30 skulle jeg hilse og sige) mod Nymindegab iført GPS og ½ liter vand.... Jeg anede ikke, hvor fanden (ja undskyld mit franske!) jeg skulle hen ad og jeg er altså ikke den bedste bilist om natten.... Men det gik - jeg kørte direkte der til og fandt hytten og en lettet 8-årig. Vi snakkede lidt i bilen på vej hjem og efter kort tid faldt hun i søvn - udmattet, lettet og tryg.... Åhhh mit moderhjerte - det gør helt ondt!
Vel hjemme igen (omkring midnat) blev mindsten puttet i sin dyne og faldt i søvn næsten med det samme - det samme gjorde moren; godt baldret efter en nattekørsel på ukendte veje i regn og rusk og vesterhavsblæst....
 |
| Hvem ville ikke køre gennem ild og vand for at hente hende her?? Jeg vil i hvert fald godt <3 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar