Her i huset har vi en næsten 12-årig... Han er udpræget præ-teen og laver helst ikke ret meget andet herhjemme end se tv, spille PS 2 eller 3, spille på iPad eller computer. Ind imellem bevæger det sig rundt i huset og kan sige ting som "jeg er sulten", "hvad skal vi ha' til aften" og "må jeg...." (et eller andet).
(Heldigvis spiller han også en hel masse fodbold, så jeg er ikke så bekymret for at han får sidde / liggesår!)
I går, da jeg kom hjem fra arbejde, var den næsten 12-årige installeret i sofaen i stuen sammen med 2 andre 12-årige. Der blev spillet FIFA på PS 3 til den helt store guldmedalje - saftevand var der rigeligt af; både i glassene og på stuegulvet og køkkengulvet og slikkepinde lå rundt omkring på både stuebord, skænk og gulv... Moren blev en anelse stram i betrækket og sendte sønnemand "mor-blikket" - vi har - synes jeg !!! - klare aftaler om hvad, der indtages og ikke indtages i stuen, når man er alene hjemme, ja endda også når, de voksne er hjemme.... Nogen af - faktisk alle! - disse aftaler var da helt klart blevet brudt.
Jeg skulle videre med mindsten til gymnastik, så den næsten 12-årige blev bedt om at rydde op inden de herrer forlod matriklen for at cykle til fodbold!
Da jeg kom hjem og skulle i gang med aftensmaden var der da også næsten ryddet op - der lå kun lidt hist og pist - men gulvet var stadig en stor klistret masse.... Så inden jeg kunne indtage køkkenet måtte jeg i gang med gulvvask - men det gør man jo gerne (¤#&/!!!§§?=)((/)= ......)
Nå men da den unge mand arriverer på matriklen igen og er klar til at indtage aftensmaden (ja, det er sgu næsten et 5 stjernet hotel det her!) tager vi lige "den der snak" - IGEN - og bliver enige om (eller det er jo nok mest mig, der bliver enig), at han lige skal oppe sig bare lidt! Det der med at tømme opvaskemaskine osv. må gerne blive indført igen og alt sådan noget lignende.
Da jeg kommer hjem fra arbejde i dag sidder den næsten 12-årige på værelset sammen med en kammerat. De ser tv og spiser lidt cheerios. "Hej mor" siger det så "jeg HAR tømt opvaskemaskinen!"
"OK" siger jeg så "havde den egentlig vasket op??" (kan på det tidspunkt ærlig talt ikke huske, om jeg har sat den i gang eller hvordan det lige var - men der er sgu så meget, jeg ikke lige kan huske)
"Det ved jeg ikke" svarer han....... Hmmmmmm! "Jeg tømte også kun det øverste" siger han så - "det andet var ikke helt rent".
Æhhhh tænker jeg - og går ud og kigger i mine skabe, hvor det ene mere fedtede glas, kaffekop og bøtter er stablet lige så fint .... Han har tømt en opvaskemaskine, der bestemt ikke har vasket noget op!!
Åhhh hvor er han skøn, ham den præ-teen vi har boende hjemme hos os! Han fik et smækkys og stor ros for, at han (endelig) havde gjort noget helt af sig selv!!
Jo jo - han hører da åbenbart ind imellem efter, hvad der bliver sagt, - så er der vel håb forude..... eller hvad!??
Præ-teen - næsten 12-årig :) |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar